Børns krav til forældre - ikke forældrenes krav på børnene

Af Anja Cordes, Formand for danske FAMILIEadvokater

 

Den kommende nye lov om forældremyndighed, lov om forældreansvar, ønsker at sætte fokus på barnets behov frem for forældrenes. Der er mange gode grunde til at sætte barnets behov i centrum, når en familie skal igennem en skilsmisse. Barnets behov bør være udgangspunktet for forældrene, - frem for at betragte barnet på linje med inventaret, der bare kan deles efter de voksnes forgodtbefindende, bør hensynet til barnet komme i første række.. 

 

Man taler ofte om delebørn, men hører ikke udtrykket delemor eller delefar – udgangspunktet i lovgivningen er det hele barn.

 

Det er en udbredt misforståelse, at lovforslaget allerede er fremsat og så godt som vedtaget. Det er ikke tilfældet. Forslaget er godkendt i regeringens ministerudvalg, og lovforslaget er netop fremsat i folketinget. Der er politisk enighed om, at den gældende lovgivning på området har behov for at blive revideret, og der er på forhånd opnået politisk enighed om det foreliggende lovforslag, hvorefter fælles forældremyndighed er hovedreglen, medens ene forældremyndighed er udtagelsen.

 

Tager man udgangspunkt i skilsmisse tallene, bliver en tredjedel af alle danske ægteskaber opløst, og hertil kommer samboende ugifte, der flytter fra hinanden. Det betyder, at flere hundrede tusinde børn lever i skilte familier i Danmark.

 

En skilsmisse medfører altid fundamentale ændringer i et barns liv, og det stiller store krav til barnet. Hvis man gennem lovgivningen prøver at tage udgangspunkt i barnets ønsker og behov, bliver der mulighed for at skabe et bedre grundlag for en rimelig skilsmisse.  Det forudsætter, at alle parter anerkender, at selv om man er skilt, er man stadig en familie, der skal kunne fungere sammen i forholdet til de fælles børn, deltage på lige fod i børnenes dagligdag og have en fælles interesse i og tage et fælles ansvar for, at børnene får de bedste muligheder og et godt liv.

 

Hensigten i lovforslaget er at mindske antallet af sager ved domstolene, hvor ellers normalt fungerende ægtefæller mødes i slipstrømmen af skilsmissen, og i bitre personopgør smider ansvaret fra sig og beder dommeren træffe en beslutning. Forældre opfordres til at indse, at ansvaret er deres eget.

 

Juraen i forældremyndighedsloven skal ikke tage hensyn til de voksnes sårede følelser og svigt, juraen skal først og fremmest tage hensyn til barnet.

 

Børnenes ønsker til forældrene.

 

Barnets behov er egentlig ganske enkle:

At forældrene tager ansvar og kan blive enige.

At barnet ikke skal gennem alt for mange skift og sociale brud i både familie, skole, institution og vennekreds på én gang.

At de voksne bestemmer samværet, men lytter til barnet.

At barnet fortsat kan have tilknytning til begge forældres familie.

At barnet holdes uden for de voksnes konflikter.

At de voksne ikke taler dårligt om hinanden.
 
Skal man stille flere krav til de voksne, skal de måske også vente med at danne en ny familie til barnet har haft en chance for at blive parat hertil.

 

Den ny lovgivning stiller krav til forældrene om, at de skal kunne samarbejde, at de skal vise vilje til samarbejde og som udgangspunkt, at de selv skal tage ansvar for at aftale rammer og overholde aftaler.


Slug de sårede følelser.

Samværsaftaler om børn skal der to parter til at tage ansvar for. Det er ikke en løsning, at man bare kan smide ansvaret fra sig og få en tredjepart til at træffe beslutningen. Der skal arbejdes med den bedste løsning for barnet fra begge forældres side, og de skal hjælpe hinanden med at blive enige. Derfor tilbydes mediation/konfliktmægling, for de fraskilte voksne skal begge tage ansvar for løsningerne og om nødvendigt med hjælp, snakke sig frem til dem.

 

Det kræver, at man kan ”sluge kamelen”, sin sårede stolthed og sin sorg og vrede, og alene fokusere  på barnets eller børnenes ønsker og behov. Dette hensyn kræver imidlertid, at de voksne er tilstrækkeligt voksne til at skubbe egne behov til side til fordel for barnets behov og fokusere på at skabe de bedste rammer for en ny hverdag for barnet.

 

Den opløste familie med børn vil altid være en familie. Men det er de voksne medlemmer af familien, der bestemmer, om det skal være en velfungerende eksfamilie eller en kronisk kriseramt opløst familie.

 

Hensigten med loven er ikke, at børn skal lide omsorgsvigt og tvangsudleveres til en psykopat m/k, der spiser små børn til middag, som tonen i debatten lejlighedsvist kunne antyde. Hensigten er at forsøge at hjælpe normale voksne mennesker til et samarbejde om barnet – også efter familien er splittet.
 
Særlige hensyn

Der vil altid – også i fremtiden - være en række tilfælde, hvor der er særlige hensyn at tage til barnet, fordi forældrenes egne problemer kan medføre, at den ene eller begge ikke er i stand til at tage ordentligt vare på barnet. I den slags situationer skal der selvfølgelig tages hånd om barnet – også lovgivningsmæssigt.

 

For alle mennesker handler det om at vælge sine børns medforældre med omhu – og selv være i stand til at sørge for familien og drage omsorg for børnene på et rimeligt niveau.

 

Det nye indhold i loven er kravet til forældrene om samarbejde.  For kun hvis forældrene kan samarbejde, respekterer de og tager lige meget ansvar for barnet og den aftalte eller fastsatte ordning.

Der er mange gode grunde til at sætte barnets behov i centrum, når en familie skal igennem en skilsmisse