Bid i karkluden og ti stille

SAMARBEJDE: Når skilsmissen er en realitet, kommer udfordringen: At stoppe parforholdet og fortsætte forældreskabet på en ordentlig måde. Og der er stort set kun en vej, når han er en idiot, eller hun igen tromler.

 

Efter en skilsmisse skal man som forældre arbejde sammen som forældre, selv om parforholdet er ophørt. Man har stadig et fælles ansvar for forældreskabet, også selv om det kan være svært.  

Anja Cordes er ikke i tvivl: Samarbejde, velvillighed og en hel masse kameler, der skal sluges, er vejen frem, når forældrene går fra hinanden, og børnene skal beskyttes.

 

Kamp, krig og retssager er ikke nogen brugbar vej. Anja Cordes går ret langt, når hun fortæller forældre, at det hele tiden er børnene, der skal være i fokus, og derfor skal forældrene strække sig meget langt for at komme hinanden i møde. Også selv om hun er irriterende med alle sine meninger om, hvordan tingene skal være, eller han er rendt med den unge sekretær.

 

- Jeg har igennem 20 år haft mange sager, hvor forældre kommer til mig og gerne vil have mig til at hjælpe med mediation eller konfliktløsning. I mange tilfælde lykkes det, men det er som regel svært for begge parter. En skilsmisse er en svær situation, fordi der er mange følelser indblandet, og tingene har hobet sig op igennem mange år. Men mediation er et redskab, som kan få mange til at komme videre og få lavet aftaler, der tilgodeser begge parters behov, fortæller Anja Cordes.

 

Ansvaret fortsætter

Hun er advokat og en af de 17 familieretsadvokater, der har en specialuddannelse i mediation. Mediation er en metode til konfliktløsning, hvor det i højere grad er forhandling, begges ønsker og behov, der er i fokus, mere end jura og paragraffer.

 

Efter en skilsmisse skal man som forældre arbejde sammen som forældre, selv om parforholdet er ophørt. Man har stadig et fælles ansvar for forældreskabet, også selv om det kan være svært.

 

- Mange par glemmer, at selv om de ikke er par mere, så er de forældre livet ud. Og det kan være en svær erkendelse efter en skilsmisse. Så det kan bare ikke lade sig gøre, at hun siger: "Jeg vil simpelthen ikke se ham mere, og han får ikke noget med børnene at gøre". Sådan fungerer det ikke. Børnene er de vigtigste, og de har bedst af forældre, der kan tale sammen, siger Anja Cordes.

 

Skal man skilles, er det en god ide at få en rådgiver, gerne en advokat. Men man bør undersøge vedkommende på forhånd. Det er en god ide at spørge lidt til baggrunden, og om vedkommende kender til mediation eller konfliktløsning.

 

- Det er en ulykkelig situation, hvis konflikten bliver optrappet i stedet for at blive løst til børnenes bedste. Der findes en del advokater, der kender til mediation og mægling, og som kan være den uvildige part, der kan hjælpe med en god
aftale, siger Anja Cordes.

 

- Nogle fædre vil gerne kæmpe for at vinde forældremyndigheden, så de kan sige til deres børn, når de bliver 15-16 år, at de gjorde alt. Men den vej duer ikke. Man skal vise ansvaret nu, i dag og i morgen. Man kan ikke ødelægge tingene for børnene og for samarbejdet nu og spare goodwill op på den måde. Det er i dagligdagen, det gælder, siger hun.

 

Grib i egen barm

Men hvad skal man gøre, hvis man som forældre virkelig synes, at moderen er et fjols, og man som far bare har lyst til at droppe alt samarbejde og kæmpe for sin sag? Eller hvor faderen kvajer sig igen og igen, og moderen synes, at "nu skal han have ...". Hvor meget skal den anden part finde sig i?

 

- Som hovedregel skal man bide i karkluden, løbe en tur og frem for alt tie stille, når børnene er der. I anden omgang skal man se sig selv i spejlet og vide, at der altid er to sider af en sag. Hvis faderen melder helt pas og slet ikke vil ale,
så har moderen nok på tidligere tidspunkter stillet urimelige krav eller været for bombastisk. Eller hvis moderen er urimelig, så har faderen nok tidligere trådt på nogle meget ømme tæer. Der er som regel altid en årsag til, at tingene er kørt skævt, og begge parter deler ansvaret for det. Man må gribe i egen barm og se, om man selv kan gøre noget bedre, siger Anja Cordes.

 

I meget få tilfælde, for eksempel ved langvarig alkoholmisbrug eller lignende, hvor der er fare for børnenes ve og vel, kan det være en god ide at indlede en retssag og få en dommer til at vurdere sagen. Men i langt de fleste tilfælde bør
sagerne løses uden for retssalene.

 

- En kamp om samvær, skilsmissebetingelser eller forældremyndighed er altid ulykkelig for børnene, så det skal forældrene undgå. Men ofte har man behov for hjælp udefra, og her kan mediation være en bedre form end statsamter og retssale, siger Anja Cordes.

 

Fordele ved mediation

- Parterne kan opnå, at en konflikt får en praktisk, skræddersyet løsning, som
tilgodeser begges interesser og behov.

 

- Parterne kan undgå, at vigtige personlige og forretningsmæssige relationer
ødelægges.
 

- Parterne er i centrum og har kontrol over beslutningsprocessen.
 

- Parterne og mediator har tavshedspligt.

 

- Parternes omkostninger ved en mediation begrænses, fordi det går hurtigere
end en retssag.

 

- Der er mulighed for at tilrettelægge mødet fleksibelt, for eksempel antal
deltagere og sted.


Lis Lyngbjerg Steffensen
 

Kamp, krig og retssager er ikke nogen brugbar vej