Ægtefælleudlæg

 

Hvis den afdøde var gift, og ægteparrets formue er under 780.000 kr. (gældende for 2019, reguleres årligt), så har den efterladte ret til at overtage hele boet uden yderligere indsigelse. Det betyder, at den afdødes øvrige arvinger intet får.

 

Grænsen på de 780.000 kr. kan dog hurtigt blive overskredet. Når den samlede formue gøres op, er beløbet nemlig inklusive den efterlevende ægtefælles eventuelle særeje samt alle de værdier, som den efterladte ægtefælle modtager fra for eksempel forsikringer, pensioner og forsørgertabserstatning.


Ved ægtefælleudlæg er det den efterladte ægtefælle, som hæfter for afdødes eventuelle gæld. For at finde eventuelle kreditorer bliver der indrykket en bekendtgørelse (et proklama) i Statstidende, som opfordrer kreditorerne til at anmelde deres krav inden for otte uger. Anmelder kreditorerne ikke deres krav inden for tidsfristen, bortfalder deres krav.
 

Vær opmærksom på:

Hvis boet bliver udleveret til ægtefælleudlæg, kan det få stor arvemæssig betydning mange år frem i tiden. Når den efterladte ægtefælle selv afgår ved døden, vil halvdelen af hendes/hans dødsbo nemlig (som hovedregel) tilfalde arvingerne til den førstafdøde ægtefælle.
 

Ægtefælleudlæg kan derfor have stor betydning på længere sigt, og det bør man tage med i sine overvejelser.

 

Det kan være en stor mundfuld selv at varetage boets deling